Højlandstoget i Sri Lanka
Teplukkere
Kæmpe havskildpadde

Sri Lanka

Sri Lanka – juvelen i Det Indiske Ocean

Pris pr. person fra
kr. 19.995

Den smaragdgrønne ø er uimodståelig med sine frodige regnskove, hvide sandstrande, farverige templer, vilde elefanter og påfugle, eventyrlige klippeskråninger med formidable teplantager, eksotiske blomster, stemningsfulde kolonibyer, verdens smukkeste togrejser - og ikke mindst landets meget gæstfrie befolkning. National Geographic Channel har med rette erklæret Sri Lanka, som verdens næstbedste rejseland.

Sri Lanka oser af skønhed med en natur og et dyreliv uden sidestykke!

Ingen i Sri Lanka kan forestille sig, hvordan landet ville se ud uden den srilankanske arkitekt Geoffrey Bawas indflydelse og ikoniske designs. Som et kærlighedsbrev til landet findes hans vidunderlige perler flere steder i landet. Selv om han var én af de mest indflydelsesrige asiatiske arkitekter er navnet ukendt for de fleste i Europa. I vestkystens populære ferieby, Bentota, bor vi på et af hans flotte hoteller, og her besøger vi naturligvis også hans livsværk, den fortryllende Lunuganga-have - et sted de fleste gerne ville fare vild!

Den bevarede gamle kulturby Galle helt mod syd - opleves ikke bare på en dagstur, men vi bor her en nat på små charmerende boutiquehoteller indenfor bymuren, der er opført på UNESCOs Verdensarvsliste. Her er der tid til at sætte fantasien i gang som en korridor ind i fortiden med byens smalle gader og smukke kolonihuse. 

Glæd dig til turen med højlandsekspressen - en af verdens smukkeste togrejser. Det er eventyrligt at sidde ved et åbent vindue og iagttage den ene storslåede udsigt efter den anden, der langsomt glider forbi – og at lytte til togets tøffen, når det kører ind på de små idylliske stationer.

Mødet med højlandets drømmelandskab, hvor bjergene er prydet som et grønt tæppe med pittoreske teplantager så langt øjet rækker. Teplukkere med store rygkurve, fyldt med nogle af verdens bedste teblade. Duften af ceyon-te. Vi oplever kolonitidens fortryllelse i Nuwara Eliya – briternes foretrukne feriested - kendt som ”Little England”. Det fornemme højlandssamfund har stadig en britisk landsbystemning med velplejede haver og huse i Tudor-stil. Her bor vi på et elegant hotel bygget i kolonistil, og nyder en lækker ”high tea” med sandwich og hjemmelavede kager.

I den gamle kongeby Kandy overværer vi en spændende ceremoni i Tandtemplet, og et farverigt danseshow på byens lille teater.

BEST TRAVEL har sammensat en rundrejse, hvor der er skruet op for komforten. Vi bor på nøje udvalgte hoteller med fantastisk beliggenhed. Da vejene i Sri Lanka ikke er så brede, går trafikken langsomt med mange biler, tuk-tuk’er, cykler og knallerter, der kører ind og ud mellem hinanden – og nogle steder skal der samtidig tages højde for vildtlevende elefanter og påfugle – har vi tilrettelagt en rundrejse i særklasse, hvor vi IKKE i timevis skal sidde i bussen igen og igen.   

Alle sanser påvirkes i den eksotiske verden, hvor vi får indblik i Sri Lankas fascinerende kultur, farverige historie og formidable naturoplevelser. Lad også sanserne får frit spil, når vi går på opdagelse i det velsmagende srilankanske køkken.

Overalt bydes vi velkommen med smil. Oplev Moder naturs sande skønhed.

Vil du til rejseforedrag og høre mere om Sri Lanka? Læs mere om muligheden under vores rejseforedrag

Rejseplan

Rejseplan

  • Dag 1 - Mod Sri Lanka
  • Dag 2 - Godmorgen Sri Lanka
  • Dag 3 - Lunuganga-haven – Sri Lankas oase
  • Dag 4 - Koloni-juvelen Galle
  • Dag 5 - Elefantreservat og ubeskrivelig smuk køretur i højlandet
  • Dag 6 - Tuk-tuk i teplantagerne og ankomst til Nuwara Eliya
  • Dag 7 - En luksusdag i Sri Lankas te-verden
  • Dag 8 - En af verdens smukkeste togrejser til UNESCO-byen Kandy
  • Dag 9 - Kandys berømte ansigter
  • Dag 10 - Krydderifarm, kokosnødder og Colombo
  • Dag 11 - Dagen på egen hånd eller ekstraudflugt i Colombo
  • Dag 12 - Farvel til Sri Lanka – juvelen i det Indiske Ocean
Hent pdf-udgave af rejsen
Stepmap Map Sri Lanka 2025

Inkluderet i prisen

Fly til Sri Lanka t/r inkl. bagage

Lufthavnstransfer t/r

Bustransport i Sri Lanka

2 nætter i Bentota på 4-stjernet hotel

1 nat i Galle på 3-stjernet hotel

1 nat i Bandarawela på 3-stjernet hotel

2 nætter i  Nuwara Eliya på 4-stjernet hotel

2 nætter i Kandy på 4-stjernet hotel

2 nætter i Colombo på 4-stjernet hotel

10 x morgenmad

1 x frokost

1 x high tea

7 x middag

Udflugter iflg. program inkl. entréer og 1 fl. vand:

  • Lunuganga-have og besøg på havskildpaddefarm
  • Byrundtur i Galle, Nuwara Eliya og Kandy
  • Elefantreservat
  • Tuk-tuk til Lipton’s Seat
  • Rundvisning på tefabrik
  • Højlandsekspressen fra Nanu Oya til Kandy – togrejse i verdensklasse
  • Morgenceremoni i Tandtemplet
  • Besøg i træskærerværksted, ædelstenssliberi og på krydderifarm
  • Danseforestilling i Kandy

Engelsktalende lokalguide

Erfaren dansk rejseleder

Ikke inkluderet i prisen

Øvrige måltider og drikkevarer

Drikkepenge

Afbestillings- og rejseforsikring

Online visa pt. USD 50

Dobbeltværelse som eneværelse kr. 4.200 (Okt: kr. 3.250)

Fast plads i bussen kr. 200-300

Ekstraudflugt: Colombo når det er BEST inkl. frokost kr. 425

Dag 1

Mod Sri Lanka

Vi flyver fra København med Turkish Airlines via Istanbul til Colombo.

Dag 2

Godmorgen Sri Lanka

Om morgenen ankommer vi til Sri Lankas hovedstad, hvorfra vi med bus fortsætter ca. 100 km ned langs vestkysten til den populære ferieby Bentota - kendt for sine gyldne sandstrande. Vi bydes velkommen med en kop kaffe/te, inden vi indkvarteres på vores lækre værelser, hvor vi skal bo 2 nætter. Slap af og nyd hotellets skønne faciliteter, stranden eller poolen, inden vi om aftenen hygger os med en dejlig middag på hotellet.

Dag 3

Lunuganga-haven – Sri Lankas oase

Formiddagen er afsat til at slappe af og nyde de eksotiske omgivelser.

Om eftermiddagen kører vi til den fortryllende Lunuganga-have ved bredden af Dedduwa-søen, gemt bag små veje og ikke langt fra Bentota. Paradishaven er designet af landets berømte arkitekt Geoffrey Bawa (1919-2003) og hører til et af hans største livsværk. På en spændende guidet rundvisning oplever vi Bawas ekstravagante skabelse med både japansk havekunst, italiensk renæssance og engelske barokhaver. Vi følger havens stier og åbne arealer, hvor vi konstant ser eksotiske planter, træer og flotte udsigtspunkter.

Den tidligere gummi- og kanelplantage har Bawa på kunstnerisk vis omdannet til et fantastisk landsted. Gangbroer og helligdomme er vævet ind i landskabet som taget ud af en junglebog. Bawa var en af de mest indflydelsesrige arkitekter i det 20. århundrede, men ukendt for de fleste i Europa. Hans ærbødighed for Sri Lankas frodige landskab er dybt forankret i hans arbejde, og han er srilankanernes stolthed.

Lunuganga-haven
Lunuganga-haven
Lunuganga-haven
Lunuganga-haven

Sri Lankas varme kyster tiltrækker ikke kun turister, men også havskildpadder. De gigantiske havskildpadder svømmer tusindvis af km i løbet af deres levetid, og når de er klar til at formere sig, vender de tilbage for at lægge æg præcis på den samme strand, som de selv blev født.

Et lille besøg venter i dyrebeskyttelsesorganisationen ”Victor Hasselblad” - landets ældste forsknings- og bevaringscenter. Vi hører om deres spændende arbejde og vises rundt på farmen. Her kommer havskildpadderne sikker i havn, og antallet af skildpadder er stærkt stigende. Vi hører også om albino havskildpadder, som de færreste sikkert har hørt om?

Om aftenen hygger vi os med middag på hotellet.

Dag 4

Koloni-juvelen Galle

På blot en time når vi UNESCO-byen Galle (udtales Gårl) - Sri Lankas 3. største by. I den idylliske by fyldt med minder fra kolonitiden, hersker en skøn afslappet stemning. Til fods udforsker vi den gamle bydels storslåede palæer, museer og imponerende huse fra både den hollandske og britiske kolonitid. Vi går gennem den gamle port og ser fæstningsværker, som tidligere fungerede som krydderilager, og flere steder i byen sælges stadig friske krydderier. Vi kigger ind i den hollandske reformerte kirke og fortsætter til flagklippen, der engang var en portugisisk bastion bygget i 1587.

Senere kom hollænderne, som udbyggede Galle Fort, og da de forlod landet blev det overtaget af briterne. Fortet er et citadel, der på flere måder ligner Kastellet i København. Overalt i byens smalle gader oser det af stemning med hyggelige butikker, stilfulde caféer og lækker mad. Kunstnere, forfattere, fotografer og designer elsker at komme her, som tydeligt afsløres i de fine forretninger. Efter en dejlig rundtur i byen, der næsten er som et levende museum, nyder vi en dejlig frokost på en lokal restaurant.

Mange oplever Galle på en dagstur eller bor udenfor byen, men med BEST TRAVEL bor vi en enkelt nat indenfor de gamle bymure med små charmerende boutiquehoteller, der ligger gemt mellem kirkerne og de gamle store villaer. Du vil nyde at have tid til at opleve Galle, hvor vi bor på to små hoteller blot 450 m fra hinanden.

Aftenen er din egen. Gå trygt rundt i byen eller tag med rejselederen ud for at finde en hyggelig restaurant (middag ikke inkl.), og bagefter på en aftentur ved bastionerne ved øens sydvestlige punkt, hvorfra vi har en fantastisk udsigt over havet ved solnedgang.

Galle
Galle
Galle
Dag 5

Elefantreservat og ubeskrivelig smuk køretur i højlandet

Sri Lanka har ca. 6.000 vildtlevende elefanter, der vandrer frit omkring i et land, der blot er 1½ gang større end Danmark.

En sjov oplevelse venter i Udawalawa Elephant Sanctuary* (også kaldt Elephant Transit Home), hvor man næsten i 30 år har hjulpet snesevis af sårede, syge eller forældreløse elefantunger fra hele øen. Det er en næsten ubegribelig præstation, at man har kunnet bevare de mange elefanter, og at indbyggerne ikke alene accepterer dyrenes tilstedeværelse, men også er stolte af elefanterne, som er en stor del af deres kultur. De asiatiske elefanter er mindre og ikke nær så farlige som den afrikanske elefant.

Der bor 20-30 baby- og teenageelefanter i reservatet (transithjemmet), hvor de fodres flere gange om dagen. De lever her indtil det vurderes, at de er i stand til at blive sat tilbage i naturen, og i reservatet undgår man derfor menneskelig kontakt med elefanterne. Det er en sjov oplevelse at se dem blive fordret og lægge mærke til, hvor glade og drillesyge de er! De slikker på snablen næsten som menneskebørn sutter fingre. Nogle gange er de klodsede og træder på snablen, når den svinges frem og tilbage.

 

Udawalawa Elephant Sanctuary
Udawalawa Elephant Sanctuary
Udawalawa Elephant Sanctuary
Påfugl
Påfugl

På køreturen i dag ser vi sandsynligvis flere påfugle, som lever frit omkring på hele øen. Med en totallængde på ca. 2 m er påfuglen én af de største flyvende fugle.

Gennem enestående natur kører vi op i højderne til Bandarawela, og undervejs ser vi det maleriske vandfald Ravana, der strømmer ned ad klippevæggen i Ella-kløften. Inden vi er fremme ved hotellet gør vi et te/kaffestop, hvorfra der er en eventyrlig udsigt over bjergene med de grønne teplantager og buske, der gror op ad skråningerne. Temperaturen er behagelig, den falder her til 20-25 grader.

Her er så smukt, at ord ikke længere kan beskrive skønheden.

Vi bor på et hyggeligt familiehotel i grønne omgivelser. Om aftenen nyder vi en dejlig middag på hotellet efter en usædvanlig flot dag.

Dag 6

Tuk-tuk i teplantagerne og ankomst til Nuwara Eliya

Efter morgenmad kører vi gennem drømmelandet, prydet som et grønt tæppe fyldt med tebuske så langt øjet rækker. Rundt omkring ses teplukkere med store sække på ryggen. Ad små veje kommer vi til Haputale, hvorfra vi fortsætter med tuk-tuk op til Lipton’s Seat. På turen har du en formidabel udsigt over teplantagerne, og vi kommer helt tæt på de små veje, der snor sig som labyrinter gennem tebuske i hoftehøjde. Lipton te er verdensberømt, men hvem var han?

Thomas Lipton (1848-1931) blev født i Skotland, og han grundlagde temærket Lipton, som blev en kæmpesucces. Han ønskede at sælge te, som alle i Storbritanniens arbejderklasse kunne betale. Han købte teplantager i Ceylon (nuværende Sri Lanka) og Indien, og hurtigt blev Lipton-te populært både i Europa og USA -  og er det stadig. Teposer er ”støvet” fra teproduktionen, som samles i breve. 

Ved Lipton’s Seat afsløres et panorama, der trodser enhver beskrivelse. Her kan man sole sig i pragten af naturens fineste kunst.

På toppen forkæles vi med en eventyrlig udsigt over de smaragdgrønne teejendomme spækket med dale og bjerge, der tegner et billede af ro – et sted, hvor tiden næsten står stille. Lipton findes her som en bronzefigur siddende på en bænk - og det fortælles, at han hver dag red hertil for at nyde udsigten.

Turen fortsætter til Nuwara Eliya, der var briternes foretrukne feriested i kolonitiden – kendt  som ”Little England”. Det fornemme højlandssamfund har en britisk landsbystening med bungalows fra kolonitiden, hoteller i Tudor-stil , klubhuse, golfbaner, velplejede levende hegn, smukke haver – og et gammelt posthus i bindingsværkstil. Vi bor 2 nætter på et elegant hotel bygget i charmerende kolonistil, og byder velkommen med middag på hotellet.

Dag 7

En luksusdag i Sri Lankas te-verden

Om formiddagen besøger vi tefabrikken Damro Labookellie, der producerer nogle af øens fineste håndplukkede te - efterspurgt verden over. I 1824 bragte briterne en teplante fra Kina til Ceylon og først efter næsten to årtier kom produktionen af Ceylon-te for alvor i gang. På rundvisningen følger vi processen fra tebladene plukkes, behandlingen på fabrikken til servering af en kop dampende te

Uanset om du kan lide te eller ej, er det utrolig spændende at høre om de mange slags te. Al te kommer fra den samme plante, og forskellen på sort og grøn te er selve forarbejdningen af de høstede teblade. Bladene til sort te oxideres i 12-24 timer, hvorimod bladene til grøn te slet ikke oxideres. Fabrikkens teblade sorteres omhyggeligt efter de højeste standarder. Mærk den fantastiske duft på turen rundt i fabrikken. Vi hører også om den hvide luksus te, Golden og Silver Tips, der fremstilles af eksklusive teknopper. Her er god mulighed for at købe te af høj kvalitet til rimelige priser.

I en indbydende atmosfære på det 5-stjernede Grand Hotel i Nuwara Eliya venter en fantastisk britisk oplevelse. I stilfulde rammer i hotellets te-lounge nyder vi en udsøgt ”high tea” med lækre små sandwich, godbidder, hjemmelavet bagværk og andre kulinariske lækkerier, der serveres af en tea sommeliers (kaffe kan også serveres). De færreste kan spise mere resten af dagen efter denne delikate oplevelse.

På vej tilbage til hotellet tager vi på byrundtur i Nuwara Eliya, hvor vi bl.a. passerer det berømte posthus.

Dag 8

En af verdens smukkeste togrejser til UNESCO-byen Kandy

I dag tager vi ud på en af verdens allersmukkeste togrejser. Det turkisblå tog snor sig langsomt op og ned ad bjerge gennem naturskønne områder med brusende vandfald, teplantager, små idylliske landsbyer, træer, blomstrende rododendroner, jungle og vinkende børn. Sri Lankas Højlandsekspres er kåret som en af verdens smukkeste togruter. BEST TRAVEL har valgt den kønneste del af ruten, som uden tvivl er fra Nanu Oya til Kandy.

Vi stopper ved maleriske togstationer, og læg her mærke til stationsforstanderen, der altid er klædt i en fornem hvid uniform. Vi rejser på den bedste klasse, som sjovt nok er 3. klasse! Toget er rent, og siddepladserne er gode, du bliver positivt overrasket. Toget er behageligt og kan slet ikke sammenlignes med nabolandenes. Fordelen ved at rejse på 3. klasse er klart de åbne vinduer på hele strækningen. Det giver en magisk oplevelse at se det hele så tæt på, og det er let at kunne fotografere, og samtidig er temperaturen i toget perfekt. En uforglemmelig oplevelse, næsten som en levende biograf, hvor scenen hele tiden skifter! (På de andre klasser kan vinduerne ikke åbnes, hvilket giver et begrænset udsyn og aircondition kører konstant, så man let kommer til at fryse).

Vi sidder sammen med de lokale og andre rejsende, mens vi mærker togets langsomme og vuggende bevægelser. Hyggeligt! Togturen er kun på 80 km, men tager næsten 4 timer. (Forbehold for mindre ændringer, da pladsbilletter først kan bestilles 30 dage før).

Kandy var engang hovedstad i Kongeriet Kandy, og i dag der den Sri Lankas 2. største by, som også er spirituel hjemsted for en stor del af den buddhistiske verden. Her opbevares nemlig Buddhas ene hjørnetand i Tandtemplet.

Efter ankomst med toget tager vi på en lille byrundtur, hvor vi ser Kandy Sø, som er byens centrum og vartegn. Søen blev kunstigt anlagt som et prestigeprojekt af kongerigets sidste konge. På afstand nyder vi synet af den gigantiske hvide Bahirawakanda Buddha statue, der står på en bakketop højt hævet over byen, og derfor kan ses næsten overalt. Den næsten 27 m høje statue blev færdigbygget i 1992, og er flot oplyst om aftenen.

Indkvartering på et meget flot hotel i kolonistil for de næste 2 nætter, og om aftenen hygger vi os med middag på hotellet. Vi kan anbefale et besøg i den charmerende bar inden sengetid.

Dag 9

Kandys berømte ansigter

Det imponerende Tandtempel, som var det tidligere kongeslot, huser Sri Lankas vigtigste buddhistiske relikvie, en tand fra Buddha. Tanden er opbevaret i en guldkiste formet som en stupa. Rummet med tanden er stærkt bevogtet, og kan ikke besøges.

Det fortælles, at da Buddha blev brændt på ligbålet i Indien ca. 483 f.v.t. sikrede man sig en kindtand som relikvie. Buddhismen bredte sig, og kom mange år senere til Sri Lanka, og her havde en prinsesse smuglet tanden med sig til øen. Senere erobrede portugiserne tanden, og smuglede den til Goa i indien, hvor den blev brændt. Legenden fortæller videre, at det enten var en kopi af den originale tand eller, at asken på magisk vis samlede sig og fløj tilbage til Sri Lanka, hvor den endte i Kandy. Pilgrimme fra især Indien, Myanmar, Thailand og Laos kommer hvert år til Esala Perahera-processionen, hvor tanden bliver båret rundt af en stor elefant - men tanden er dog ikke længere med af frygt for tyveri.

Om morgenen deltager vi Tandtemplets ceremoni. Det er en larmende oplevelse med trommeslag og mange mennesker, men det er utrolig interessant at komme helt tæt på den buddhistiske tro. Stemningen og udsmykningen med lotusblomster og Sri Lankas nationalblomst - den blå åkande, som symboliserer sandhed og renhed.

Herefter fortsætter udflugten til et træskærercenter, hvor vi fordyber os lidt i den srilankanske kultur bl.a.  med de farverige ”Raksha-masker”. De ligner dæmoner med svulmende øjne og udstående tunge, men spiller en væsentlig rolle ved danseforestillinger og festivaler, da de beskytter mod onde ånder. Vi hører om Sri Lankas mange træsorter, og har mulighed for at købe fornemt kunsthåndværk som udskårne elefanter, skåle, salatsæt osv. til lave priser.

Sri Lanka har et af verdens største antal af ædelstene i undergrunden, og er særlig kendt for safirer og rubiner. Vi besøger et sliberi, hvor vi får lov at komme helt tæt på ”kunsten af slibe sten”, og vi ser en lille film om det komplicerede arbejde med udgravning af ædelstene. Har du lyst kan du se de mange ædelstene i butikken, hvor de findes i alle prisklasser.

Nu er det tid til afslapning på hotellet eller måske en lille gåtur langs Kandy Sø?

Raksha-maske
Udskårne elefanter
Ædelsten

Sidst på eftermiddagen overværer vi et kulturelt danseshow i et lille teater. Vi ser bl.a. teplukkernes, påfuglens og ildens dans. Læg mærke til raksha-maskerne. En meget anderledes og farverig oplevelse -spændende at være helt tæt på den srilankanske kultur. Vi slutter dagen med middag på hotellet.

Dag 10

Krydderifarm, kokosnødder og Colombo

Besøgende bliver oftest overraskede over, hvor fantastisk maden smager i Sri Lanka, som nærmest er en kulinarisk oplevelse. På turen til hovedstaden Colombo besøger vi derfor en spændende krydderifarm, hvor vi ser og hører om nogle af de krydderier, som benyttes i maden – og som mange af os kun kender på dåser i supermarkedet.

I Sri Lanka dyrkes bl.a. kanel, kardemomme, gurkemeje, nellike, koriander, chili, spidskommen, ingefær, karryblade og peber. Ceylon peber kaldes det sorte guld og hører til de bedste i verden. Vidste du, at både de sorte, hvide og grønne peberkorn er fra samme plante? Peber har haft stor betydning for verdenshistorien. Kongen af alle krydderier var engang peber. Et kg kostede det samme som en bondegård, og udtrykket ”pebrede priser” opstod!

Krydderier bruges ikke kun til madlavning, men også i høj grad i medicinalindustrien verden over.

Undervejs smager vi de orange kongekokosnødder, der primært vokser i Sri Lanka. Selv om den smager lidt sødere end den almindelige grønne kokosnød har den mindre sukkerindhold. Træerne er ikke så høje og er vildtvoksende i landet. Vi smager den nærende juice, der er rig på mineraler og vitaminer.

Kongekokosnødder
Kongekokosnødder
Kongekokosnødder

Colombo ligger smukt ud til havet med Colombo Fort og fine hvide kolonihuse, arkader, butikker og fantastiske restauranter. Byen er i konstant udvikling, en skøn mix af gammelt og nyt. Vi bor 2 nætter på et moderne hotel med fremragende beliggenhed i hjertet af byen. Om aftenen hygger vi os med middag på hotellet.

Dag 11

Dagen på egen hånd eller ekstraudflugt i Colombo

Udforsk hovedstaden på egen hånd med butikker og gode restauranter eller gå en tur på Galle Face Promenade, og forkæl dig selv med en cocktail i den historiske ”Travellers’ Bar” på Galle Face Hotel, der ligger majestætisk direkte ud mod det Indiske Ocean.   

Ekstraudflugt: Colombo når det er BEST inkl. frokost
Gå ikke glip af denne spændende udflugt i Colombos mangfoldige og pulserende centrum. Byen byder på historiske monumenter, kolonial arkitektur, templer, moskéer og kirker. Sri Lankas hovedstad har ca. 750.000 indbyggere men over 2 mio., når forstæderne medtælles. På turen passerer vi det høje Lotustårn, der er verdens 19. højeste tårn, der åbnede for besøgende i 2022. Fra 7. etage i 244 meters højde er der en flot panoramaudsigt over byen. Kronbladene på lotusbygningen rummer udstillinger, restauranter m.m.

Herefter får vi et glimrende billede af det gamle, der møder det nye med den tidligere parlamentsbygning på den ene side og World Trade Center Colombo på den anden. Videre forbi det gamle fort og klokke-fyrtårnet til den iøjnefaldende bolsjestribede moské, Jami Ul-Alfar, som nærmest minder om et spiseligt pandekagehus. Moskéen kan kun besøges af muslimer.

Vi når Uafhængighedspladsen med byens mest vitale og historiske monument, der blev bygget i 1948 til minde om Sri Lankas uafhængighed. Her besøger vi den åbne mindehal med fine udskårne søjler – et dejligt sted at slappe af. Pludselig tror du måske, at vi er kommet til Washington, men nej vi er i Colombo! Den imponerende hvide bygninger ligner til forveksling USA's ikoniske Capitol bygning, men det er Colombos rådhus.

Udflugten slutter med frokost på den berømte ”Gallery Café”, der tælles blandt verden 50 bedste. Caféen er indrettet i arkitekten Bawas tidligere kontorbygning, og ligger i en al fresco gårdhave med grønne pletter og en smuk lotusdam. Det perfekte sted at nyde en srilankansk frokost, hvor maden serveres på fine tallerkner, påtrykt landets kunstneriske alfabet. Gå ikke glip af et kik ind i den lille butik, der sælger service og lokalt kunsthåndværk.

Dag 12

Farvel til Sri Lanka – juvelen i det Indiske Ocean

Med morgenmadskasse kører vi til lufthavnen og flyver tidligt om morgenen med Turkish Airlines via Istanbul til Danmark med ankomst sidst på eftermiddagen.

Har du brug for hjælp?

Kontakt Best Travel

Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt.

Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.

Din henvendelse