Messina
Forum - Pompeji
Katedralen i Palermo

Italien

Sicilien og Amalfikysten

Pris pr. person fra
kr. 11.395

Spændende og smuk 8-dages kulturrejse til Amalfikysten og Sicilien. Vi bor på skønt beliggende hoteller og tager på interessante udflugter med vores kyndige rejseleder. På Sicilien oplever vi bl.a. Palermo, vulkanen Etna, Taormina samt Siracusa, mens vi på Amalfikysten bl.a. ser udgravningerne ved Pompeji.

På rejsen oplever vi Syditalien med sine smukke bjergformationer, duftende appelsin- og citronlunde, forrevne kyststrækninger og et turkisblåt Middelhav. Kulturskatte venter, når vi aflægger besøg i den spændende syditalienske by Napoli og oplever historiens vingesus med den romerske kultur i de arkæologiske udgravninger i Pompeji.

"Italien uden Sicilien efterlader intet billede i sjælen: Først her er nøglen til det hele". Sådan skrev den tyske digter Goethe i 1788 om det klassiske Sicilien. Og sådan er det fortsat. Øen er nøglen, som passer i det italienske nøglehul. Sicilien er ganske enkelt rejsemålet, hvor den besøgende kan få opfyldt så godt som alle ønsker om kultur, historie, natur og livsnydelse i et mildt Middelhavsklima.

Sicilien er Middelhavets største ø. På en rejse til Sicilien fornemmes virkelig historiens vingesus, idet øen, grundet sin strategiske beliggenhed, gennem tiderne har været mål for mange folkeslag, som ønskede herredømmet over området. Grækerne, romerne, araberne, normannerne, Frankrig og Spanien - alle har været her - og alle har sat hver deres specielle præg på øen. På vores rejse til Sicilien vil du møde en mangfoldighed af kultur uden lige - i et smukt og betagende landskab.

Sicilien og Amalfikysten

Rejseplan

  • Dag 1 - Ankomst til Napoli lufthavn
  • Dag 2 - Palermo – arabisk og normannisk kultur
  • Dag 3 - Vulkanen Etna og byvandring i Taormina
  • Dag 4 - Siracusa – Græske ruiner
  • Dag 5 - Catania – Siciliansk barok
  • Dag 6 - Messina – Messina-strædet og Syditalien
  • Dag 7 - Pompeji – Romersk kultur
  • Dag 8 - Hjemrejse
Hent pdf-udgave af rejsen
Sicilien Amalfi2024 Edit

Inkluderet i prisen

Fly København-Napoli t/r inkl. bagage

1 nat på færge mellem Napoli og Palermo

4 nætter på Hotel Villa Bianca i Taormina Mazzarò

2 nætter på Hotel Bristol på Amalfikysten

6 x morgenmad

2 x frokost (dag 6 og 7)

6 x aftensmad

Udflugter og entréer ifølge program

Erfaren dansk rejseleder

Ikke inkluderet i prisen

Øvrige måltider og drikkevarer

Drikkepenge

Obligatorisk turistskat - p.t. Taormina €4 pr. person/nat og Amalfikysten 2€ pr. person/nat (betales kontant på hotellerne)

Balkon/terrasse og havudsigt kr. 800

Kahyt med vindue kr. 200

Enkeltværelse og -kahyt kr. 1.200

Fast plads i bussen kr. 200-300

Dag 1

Ankomst til Napoli lufthavn

Efter ankomsten sidst på formiddagen begynder vores syditalienske eventyr med en interessant rundtur i vores egen bus i den spændende syditalienske by Napoli. Vi ser en række af byens berømte seværdigheder og under opholdet bliver der også tid på egen hånd til at opleve stemningen i byen og spise en god frokost - måske på havnepromenaden med udsigt til Vesuv og Capri.

Mætte af indtryk sætter vi kurs mod havnen, hvor vi går om bord og bliver indkvarteret i egne kahytter med privat bad og toilet på et af de store flotte skibe, som i løbet af aftenen og natten bringer os til Sicilien.

Dag 2

Palermo – arabisk og normannisk kultur

Vi ankommer tidligt om morgenen til Palermo. Når vi ser land fra færgen, kan vi sande de gamle læresætninger i de gamle latinbøger – Italia terra est-Sicilia insula est – Italien er et land-Sicilien er en ø.

Når vi har sat fod på siciliansk jord, starter vores sicilianske eventyr med en kort tur i bus op til byen Monreale, hvor vi skal opleve den smukke Normanner-kirke med den overdådige mosaikudsmykning med religiøse motiver, som dækker kirken indvendigt.

Palermo bærer endvidere tilnavnet "Guldskålen" på grund af de mange appelsinlunde, der omgiver byen.

Først skal vi på en spændende byrundtur i Siciliens hovedstad, hvor vi vil opleve seværdigheder som Normannerpaladset, den smukke domkirke og de karakteristiske røde kupler i arabisk stil, som vidner om arabernes herredømme over Sicilien.

Efter dette er der tid til at nyde frokost på egen hånd eksempelvis ved byens berømte streetfood. Der vil også være tid til at udforske byens unikke atmosfære måske med et besøg på det farverige marked eller det berømte operahus Teatro Massimo, inden vi fortsætter turen tværs over øen mod Siciliens østkyst og byen Taormina, hvor vi indkvarteres på et hyggeligt familiedrevet hotel i Taormina Mazzarò. Herfra har vi en smuk udsigt over det azurblå Middelhav og den smukke kyststrækning.

Under opholdet på Siciliens østkyst serveres der hver aften aftensmad på hotellet.

Dag 3

Vulkanen Etna og byvandring i Taormina

Etna er Europas højeste vulkan med en højde på godt 3.000 m. Gennem årtusinder har Etna været i udbrud – og er det stadig med jævne mellemrum. Næsten dagligt stiger røgen op fra den aktive vulkan. Vi skal på en storslået tur langs vulkanens sider gennem lavamarker op til nogle af Etnas sidekratre i en højde af ca. 1.900 m., hvor vi virkelig kan fornemme naturens enorme kræfter.

Eftermiddagen dedikerer vi til afslapning i den maleriske by Taormina. Først arrangeres en kort byvandring, og der bliver efterfølgende mulighed for, på egen hånd, at aflægge det antikke teater et besøg. Her kan man nyde udsigten over Middelhavet med vulkanen Etna i baggrunden. Et vue, som tryllebandt den tyske digter Goethe. Udsigten er ikke uden grund blevet kaldt for ”Panoramaet par excellence”.

Dag 4

Siracusa – Græske ruiner

Dagens udflugt fører os langs Kyklop-rivieraen frem mod den gamle græske koloni Siracusa. Under den græske kolonisation overgik Siracusa selv Athen med sin storhed. Her færdedes græske videnskabsmænd, filosoffer og digtere såsom Archimedes og Platon. Og det var også i Siracusa, at Santa Lucia forsøgte at udbrede kristendommen.

Vi starter med en byvandring på øen Ortigia og slutter turen på den skønne havnepromenade, hvor der er mulighed for frokost på egen hånd med udsigt over havet.

Godt mætte efter en god frokost fortsætter vi turen med et besøg i det spændende arkæologiske område (inkl. entré), der vidner om byens stolte fortid som en vigtig græsk koloni. Vi skal se velbevarede bygningsværker bl.a. det store græske teater, Dionysos ”øre” og rester af tidligere tiders tempelbyggerier.

Dag 5

Catania – Siciliansk barok

Catania er Siciliens næststørste by. Også Catania er en gammel græsk koloni, der imidlertid blev ødelagt under de voldsomme jordskælv og vulkanudbrud i 1600-tallet. Byen blev efterfølgende genopbygget i barok byggestil, hvorfor vi oplever det ene smukke, svulmende og imponerende barokke bygningsværk efter det andet, så den gamle bydel i dag har en fornem status af UNESCO-verdensarv.

Under opholdet i Catania bliver der også mulighed for et besøg på byens berømte fiskemarked.

Dag 6

Messina – Messina-strædet og Syditalien

Efter morgenmaden tager vi afsked med vores hotel og kører en kort tur i bus langs kysten frem mod byen Messina, som vi skal stifte nærmere bekendtskab med på en kort byrundtur. Herefter hopper vi ombord på en færge og siger vi arrivederci Sicilia, hvorefter vi går land på den italienske ”støvlespids” i byen Villa San Giovanni.

En fascinerende tur op gennem den ”italienske støvle” langs Appeninerbjergene venter os. Undervejs på turen langs bjergene gør vi et ophold for at spise frokost, inden vi fortsætter turen mod Amalfikysten, hvor vi indkvarteres på et hyggeligt hotel med en fantastisk beliggenhed på bjergskråningen på den kyststrækning, som italienerne kalder ”Den guddommelige kyst”. Om aftenen serveres aftensmad på hotellets tagterrasse med udsigt over Middelhavet.

Dag 7

Pompeji – Romersk kultur

Et af rejsens højdepunkter er besøget i de enestående udgravninger i Pompeji (inkl. entré).

Byen blev i løbet af ganske kort tid begravet under et tykt lag af aske ved vulkanen Vesuvs udbrud i år 79. Takket være udgravningerne kan man næsten fornemme, hvordan dagligdagen var for ca. 2.000 år siden ved det skæbnesvangre vulkanudbrud, når vi i dag går rundt i Pompejis gader og ser velbevarede huse, templer og bygningsværker ofte bemalet med flotte farvestrålende malerier.

Undervejs mod det arkæologiske område holder rejselederen et foredrag om Pompeji og det skæbnesvangre vulkanudbrud. Rejselederen udleverer endvidere et hæfte om Pompeji, som Best Travel har trykt. Hæftet er informativt og illustreret og anvendes under besøget i ruinerne, således at du i ro og mag kan dvæle ved de interessante steder i det store udgravningsområde og få et godt udbytte af besøget.

Efter besøget i oldtidens Pompeji er der tid til at lade indtrykkene falde på plads og spise en typisk napolitansk frokost - pizza bagt i stenovn på napolitansk maner.

Vil du læse mere om Pompeji og dens skæbnesvangre historie? Læs vores artikel Pompeji - et vindue til fortiden.

Efter besøget i Pompeji returnerer vi til Amalfikysten, hvor der bliver mulighed for at nyde de skønne udsigter og gøre de sidste indkøb – der er sikkert plads i kufferten til en flaske Limoncello – den karakteristiske citronlikør fra Amalfikysten. Aftensmad på hotellet.

Dag 8

Hjemrejse

Efter morgenmaden sætter vi os til rette i bussen, som skal bringe os den korte tur frem mod lufthavnen i Napoli.

Undervejs er det tid til at lade alle indtrykkene fra de mange kulturer, som vi har mødt på vores Syditalienske og Sicilianske eventyr, falde på plads, inden vi sætter os godt til rette i flyet til Danmark.

Har du brug for hjælp?

Kontakt Best Travel

Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt.

Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.

Din henvendelse