Plaza Mayor i Salamanca
Mogarraz
Akvædukten i Segovia

Spanien

Madrid og det ukendte Spanien

Pris pr. person fra
kr. 11.995

Tag med til Spaniens oversete skønheder, og oplev en autentisk historie og kultur. Vi tager udgangspunkt i hovedstaden Madrid, og bevæger os ud i det mere ukendte Spanien til en perlerække af UNESCO-byer i hjertet af landet. Vi udforsker Toledo, Cáceres, Trujillo, Salamanca, Ávila og Segovia - men oplever også afsidesliggende landsbyer, du ikke troede fandtes i Spanien. Kort sagt en rejse for den nysgerrige og kræsne, der gerne vil vide mere.

På denne flotte rundrejse fyldes vi med sanseindtryk fra både det kendte, men også mere ukendte Spanien. Ind imellem tænker man, hvorfor danskerne ikke har opdaget denne eventyrlige del i det centrale Spanien!

MADRID har en majestætisk fremtoning med kongelige paladser, middelalderlige palæer, store pladser, flotte boulevarder, springvand, bygninger i glas og stål. Byen bobler af liv og kreativitet. En kulinarisk hovedstad med nytænkning og passion inden for spansk madlavning. 

Som et puslespil ligger mageløse TOLEDO med gamle paladser, klostre og synagoger. I århundreder levede kristne, arabere og jøder side om side i de kringlede gader med gensidig respekt og tolerance, som fik stor betydning for byen, hvor der blev skabt en harmoni af kunst.

CÁCERES er som skåret ud af forgyldte bøger fra riddertiden. Når man går langs de smalle brostensbelagte gader omgivet af palæer, renæssancepaladser og kirker kronet af storkereder, forstår man til fulde, at den gamle bydel er opført på UNESCOs liste over Verdenskulturarv.

Vinduet til den spanske sjæl findes i den livlige by SALAMANCA, hvor der hersker en sjælden skønhed på byens store plads – epicenter for byens liv. Uanset om man besøger pladsen badet i eftermiddagssol eller efter mørkets frembrud, taber man pusten over skønheden. Der er en dragende og magisk stemning i byen.  

Gennem århundrede har pilgrimme valfartet til ÁVILA - essensen af det gamle Spanien med mange kirker og klostre. Som en slange bugter den 2½ km lange ringmur sig om den gamle by med 88 tårne.

Den romerske akvædukt i SEGOVIA er et ingeniørvidunder i særklasse, og deler Spaniens gamle hovedstad i to halvdele. Du vil elske at opleve byens Alcázar - et ægte eventyrslot.

I den idylliske middelalderlandsby Mogarraz er den traditionelle byggestil bevaret. På grund af byens isolation i Sierra de Francia-bjergene gemmer sig her en helt særlig historie – og på en fantastisk vingård nyder vi en skøn vinsmagning med hjemmelavede produkter. Engang boede Christopher Columbus netop her, og da fik han overbevist dronning Isabella om penge til hans store ekspedition, der førte til opdagelsen af Amerika.

Vi bor på komfortable hoteller med fremragende beliggenhed. Alt dette er kun en brøkdel af, hvad rejsen byder på.

Du kommer begejstret hjem!

Rejseplan

Rejseplan

  • Dag 1 - Velkommen til Madrid
  • Dag 2 - Madrid
  • Dag 3 - Madrid, Toledo og Cáceres
  • Dag 4 - Cáceres og ekstraudflugt til Mérida
  • Dag 5 - Trujillo, Mogarraz og Salamanca
  • Dag 6 - Salamanca – Vinsmagning
  • Dag 7 - Ávila – Segovia
  • Dag 8 - Segovia og hjemrejse
Hent pdf-udgave af rejsen
Stepmap Map Madrid Og Det Ukendte Spanien 2024

Inkluderet i prisen

Fly til Madrid t/r inkl. bagage

Lufthavnstransfer t/r

Bustransport i Spanien

Ophold på 4-stjernede hoteller:

  • 2 nætter i Madrid
  • 2 nætter i Cáceres
  • 2 nætter i Salamanca
  • 1 nat i Segovia

7 morgenmad

2 x frokost

2 x middag

Vinsmagning inkl. snacks

Udflugter ifølge program inkl. entréer til:

  • Toledo: Santo Tomé katedralen
  • Salamanca: Universitetet
  • Segovia: Alcázar-fæstningen inkl. audio-guide

Lokalguide i Toledo, Salamanca og Segovia

Erfaren dansk rejseleder

Ikke inkluderet i prisen

Øvrige måltider og drikkevarer

Drikkepenge

Afbestillings- og rejseforsikring Læs mere

Dobbeltværelse som enkeltværelse kr. 2.395

Fast plads i bussen kr. 200-300

Halvdagstur til Mérida kr. 325

Dag 1

Velkommen til Madrid

Plaza Mayor

Vi flyver til Spaniens hovedstad, hvor rejselederen modtager os i lufthavnen. Herefter kører vi direkte til vores moderne hotel med central beliggenhed, hvor vi skal bo 2 nætter.

Dag 2

Madrid

Efter en lækker morgenbuffet kører vi med metro til Plaza de Oriente - den royale del af byen med et af verdens største kongeslotte, Palacio Real, som vi ser udefra. Det 135.000 m2 store slot benyttes kun lejlighedsvis af den spanske kongefamilie, som for år tilbage flyttede til mere beskedne rammer uden for byen.

Herefter spadserer vi til Plaza de la Armería, der er kendt for sine sofistikerede caféer og dyre lejligheder. Turen fortsætter til Madrids største og meget flotte torv, Plaza Mayor, hvor der er plads til 50.000 mennesker. Alt har foregået her – lige fra henrettelser til fejring af kongelige bryllupper. Vi nyder livet på pladsen inden det er tid til en dejlig tapas-frokost på en hyggelig lokal restaurant. Derefter kan du vælge at udforske byen på egen hånd eller tage med rejselederen med metro tilbage til hotellet.

Madrid er et kulturmekka af museer og gallerier i verdensklasse. Er du interesseret i kunst kan vi stærkt anbefale et besøg på et af byens 3 berømte museer. Pradomuseet - et af verdens største og mest betydningsfulde kunstmuseer. Reina Sofía, byder på spansk kunst fra det 20. århundrede, og Thyssen-Bornemisza Museet er kendt for ”Golden Triangle of Art”. Vi anbefaler at købe billetter hjemmefra på museernes hjemmeside.

Måske vil du hellere slappe af i Retiro-parken med blomsterbede og springvand - eller gå på shopping i den eksklusive indkøbsgade, Calle Serrano? Nyd Madrids flotte boulevarder, skyskrabere i glas og stål, imponerende monumenter, springvand og kirker. Overalt har Madrid en majestætisk fremtoning. Uanset, hvad du vælger, er det let at komme rundt både til fods og med byens veludbyggede metrosystem. Rejselederen kommer gerne med råd og vejledning. 

Vi har inkluderet et turistkort til metroen, der er gyldigt i 24 timer med ubegrænset kørsel indenfor zone A (centrum).

Dag 3

Madrid, Toledo og Cáceres

Inden vi forlader Madrid om morgenen, tager vi på en lille panoramisk byrundtur i vores bus. Vi passerer bl.a. den ovale plads, Puerta del Sol -  kendt for sine gamle smedejernsbalkoner, og Plaza de España omgivet af skyskrabere.

Toledo ligger dramatisk på toppen af en klippe med udsigt over Tajo-floden, og hører til blandt Spaniens mest storslåede byer. Den verdensberømte UNESCO-by var engang landets tidligere hovedstad, indtil maurerne indtog byen. Vi mærker historiens vingesus, når vi tager på byvandring i den gamle bydel, der ligger gemt bag den gamle bymur. Du vil sent glemme den kulturelle smeltedigel med fantastiske monumenter, der præger hele byen! Vi kommer gennem en labyrint af gyder, der overalt gemmer på en mosaik af religioner og kulturer. Ad snoede stræder føres vi til den mægtige katedral, der tælles blandt Spaniens 10 mest imponerende. Da Toledo var under maurernes ledelse fungerede kirken som moské, senere blev den omdannet til kirke – for til sidst at blive ødelagt. Katedralen blev genopbygget i en smeltedigel af stilarter.

Vi besøger Santo Tomé kirken med El Grecos berømte mesterværk, Begravelsen af greven af Orgaz. Den græske malers (1541-1614) særprægede stil har påvirket hele Toledo, hvor hans talent blomstrede indtil hans død. El Greco blev født på Kreta, hvor han var mester inden for ikonmaleri. Da han forlod sit hjemland kom han til både Venedig, Rom og Madrid, inden han i 1577 bosatte sig i Toledo, der dengang var Spaniens religiøse centrum. Den indflydelsesrige græker malede over 500 værker.

Vi kommer også gennem det jødiske kvarter, hvor de små gyder engang var beboet af den rigeste og mest kultiverede del af befolkningen.    

Herefter fortsætter vi til én af Spaniens smukkeste byer, Cáceres, hvor vi skal bo i 2 nætter. Om aftenen hygger vi os med middag på hotellet.

Dag 4

Cáceres og ekstraudflugt til Mérida

Det virker som om, at tiden har stået stille i den monumentale middelalderlige by med brostensbelagte gader og trapper - og det er ikke uden grund af byens unikke karakter har gjort Cáceres til én af UNESCOs verdensarvsbyer.

Glæd dig til den flotte byvandring gennem Cáceres’ snoede gader, der klatrer mellem byens gamle stenmure. Imponerende paladser, palæer, buer og kirker, der er dekoreret med tårne, spir og enorme storkereder. Vi træder ind i den gamle bydel via den brede ”Stjerneport” - Arco de la Estrella, der er designet så hestetrukket vogne kunne passere gennem porten.

Vi mærker byens sjæl på den arkadeformede Plaza Mayor, der engang blev brugt til tyrefægtning. I dag er pladsen fuld af liv, hyggelige caféer og restauranter. Læg mærke til det 25 m høje Bujaco-tårn i baggrunden, hvor der fra toppen er en fabelagtig udsigt over pladsen. Vi besøger også Plaza de Santa María, der med et virvar af omkringliggende gader præsenterer os for middelalderpaladser, offentlige bygninger og smukke renæssancefacader samt en dramatisk gotisk katedral. På et tidspunkt var der omkring 300 riddere i byen med paladser lige ved siden af hinanden.  

Om eftermiddagen kan du udforske byen på egen hånd eller tage med på en spændende ekstraudflugt til Mérida.

Efter mørkets frembrud anbefaler vi et besøg i Cáceres’ gamle bydel, hvor man nu næsten ikke kan undgå at føle, at man er trådt tilbage i tiden og ind i middelalderen. Måske vil du forkæle dig selv med middag på byens fornemme parador-hotel, der er indrettet i et stenpalads fra det 14. århundrede med originale hvælvede lofter og antikke møbler? Rejselederen hjælper gerne med bordreservation.

Ekstraudflugt: Méridas romerske teater og amfiteater
Vi kører til Mérida, hovedstaden i Extremadura-regionen, der ligger smukt ved bredden af Guadina-floden. Engang var byen også hovedstad i den romerske provins Lusitania, og er stadig hjemsted for nogle af de mest imponerende romerske ruiner i hele Spanien. Ruinerne ligger nærmest drysset rundt i byen, og man kan kun gætte sig til, hvad der stadig ligger begravet under nutidens moderne by. Vi passerer den imponerende romerske bro, Puente Romano, der krydser floden. Broen er 792 m lang med 60 granitbuer, og er dermed en af de længste broer, bygget af romerne. Vi besøger Méridas stolthed, Det Romerske Teater. Det spektakulære teater med plads til 6.000 tilskuere benyttes stadig ved sommerens festivaler. Teatrets midtpunkt er den 2-etagers scenebygning med korintiske søjler. Det tilstødende amfiteater blev brugt til gladiatorkonkurrencer. 

Romerske teater i Merida
Romerske teater i Merida
Romerske Teater I Merida
Dag 5

Trujillo, Mogarraz og Salamanca

Vi forlader Cáceres og kører til den smukke by Trujillo - fødebyen for mange af de berømte spanske conquistadorer, der opdagede den nye verden. På den spændende byvandring beundrer vi de imponerende bygninger på hovedtorvet Plaza Mayor, der er omgivet af imponerende huse og palæer. Læg mærke til mange huses kantede altaner, der adskilte sig fra byens almindelige borgeres huse. De barokke stenbygninger og renæssancebygninger her udskårne facader, fantastiske tårne og kupler.

Midt på pladsen ses en stor bronzestatue af Francisco Pizarro (1478-1514) – manden, der stod i spidsen for erobringen af Inkariget. Pizarro var med på et utal af ekspeditioner i Syd- og Mellemamerika på jagten efter indianere og hurtige penge. Han opdagede Peru – og værdifulde genstande kom hurtigt til at pryde Trujillo. På sydsiden af pladsen ses udskårne billeder af Pizarro, og på turen passerer vi hans tidligere hjem. Pladsen rummer essensen af Spaniens ekstreme provins Extremadura. Det kan være svært at forestille sig, af denne kriger-ikon kunne overvinde inkaerne efter overvindelse af alverdens strabadser - og at han senere grundlagde Perus hovedstad, Lima.

På vores færd videre mod Salamanca besøger vi den usædvanlig smukke landsby Mogarraz i Sierra de Francia-bjergene. På grund af byens naturlige isolation er den traditionelle middelalderlige byggestil velbevaret. Læg mærke til de indgraverede datoer på dørene, der bekræfter byens lange historie. I 60’erne var landsbyen ved at uddø, og mange måtte forlade byen, for at finde arbejde. Som et udendørs galleri af portrætter, blev fotografier fastsat på husvægge som en form for billede-ID, så man vidste hvem husene tilhørte.

Ankomst til Salamanca, hvor vi indkvarteres for de næste 2 nætter. Om aftenen nyder vi hotellets middag.

Dag 6

Salamanca – Vinsmagning

At træde ind på Spaniens smukkeste plads, Plaza Mayor i Salamanca, er intet mindre end en magisk oplevelse. Hele vejen rundt om pladsen ses gyldne sandstensarkader, som kaldes for ”Salamancas stue”. Synet af denne kvadratiske plads, tager pusten fra enhver. Her findes både modebutikker og overdådige konditorier. På byvandringen ser vi, hvordan hele byen er bygget af lyse sandsten. Gaderne løber forbi fantastiske universitetsbygninger, kirker og smukke pladser – og rundt omkring findes de næsten utallige lokkende tapas-barer. Man undres over, at så mange storslåede bygninger findes på det forholdsvis lille areal i den gamle bydel. At Salamanca tidligere har været udnævnt til europæisk kulturhovedstad er let at forstå, og man tænker, at det ville være en behagelig oplevelse at fare vild i denne by. Pladsen betragtes med god grund som en af de fineste i hele Europa.

Udefra ser vi byens imponerende katedral med mange detaljer og fine facader. Vi besøger byens universitet, der blev grundlagt i 1218 – et af historiens vigtigste i Europa. Der er fakulteter over hele byen, men den originale hovedindgang ligger på den yndefulde Plaza Anaya. Salamanca er en sprællevende by med ca. 40.000 studerende, og de gamle bygninger anvendes stadig. Indgangsfacaden er en visuel fest, sprængfyldt med billeder af helte, våbenskjolde og religiøse scener. Universitetstrappen er fyldt med udskårne symboler på søgen efter viden. At der findes så smuk en by i Europa, som de færreste danskere har hørt om er svært at forstå, for Salamanca er det rene eventyr.

Efter tid på egen hånd kører vi sidst på eftermiddagen uden for byen til den smukke vingård ”Hacienda Zorita”. I 1336 blev herregården doneret til et kloster inden for Dominikanerordenen Doña Inés de Limoges. Det blev hurtigt et indkvarteringssted med egne madprodukter til professorerne fra universitetet i Salamanca og til ærede gæster. I 1487 tilbragte Christopher Columbus en længere periode i klostret, og det var i den periode det lykkedes ham at overbevise dronning Isabella I om pengene til opdagelse af den nye rute til Indien - der som bekendt i stedet blev opdagelsen af Amerika.

I næsten 700 år har herregården fastholdt den gamle tradition med vinfremstilling af høj kvalitet og produktion af egne økologiske produkter. Efter en spændende rundvisning smager vi på vinene (3 glas) med nogle af herregårdens egne produkter.

Har du lyst, så tag med rejselederen ind på Plaza Mayor og oplev pladsens helt særlige stemning om aftenen, når bygninger er oplyst.

Dag 7

Ávila – Segovia

Rejsen fortsætter til den tidligere kongeby Ávila, der afspejles i byens mange huse og paladser i renæssancestil. Ávila er berømt for sin 2½ km lange bymur med 88 tårne. Byen har siden 1500-tallet været en magnet for pilgrimme, da den er fødested for Santa Teresa. Nonnen blev født ind i en adelig familie i 1515. Hun begyndte at føre samtaler ansigt til ansigt med Gud, og hendes indvendinger mod karmeliternes overdådige livsstil, fik hende til at starte sin egen orden ”barfods-karmeliterne” med strenge regler. Det er f.eks. ikke tilladt at forlade klostret med mindre man skal stemme eller er syg. På den lille byvandring ser vi på Plaza de Santa Teresa en statue af nonnen, der blev lavet til ære for pavens besøg i 1982. I hjertet af den gamle bydel byder vi på en dejlig frokost på en restaurant, der ligger i et tidligere palads fra det 16. århundrede.

Om eftermiddagen fortsætter vi til den spændende middelalderby Segovia, hvor vi skal bo på rejsens sidste nat.

Dag 8

Segovia og hjemrejse

Segovia er spækket med historiske monumenter, og opført på UNESCOs Verdensarvsliste. Om morgenen besøger vi den magiske fæstning, der næsten ligner et slot efter et barns opfattelse! Slottet har været befæstet siden romertiden. Dele af bygningen brændte i 1862, men er i dag stemningsfuldt rekonstrueret. Det er en oplevelse at se den berømte middelalderborg, og nyde udsigten over byen – den perfekte måde at tage afsked med det centrale Spanien.

På turen ud af byen ser vi den spektakulære 30 meter høje akvædukt, der gennemskærer Segovia. Akvæduktens romerske konstruktion er én af Europas bedst bevarede. De kæmpestore granitblokke holdes sammen uden mørtel. En legende fortæller, at broen blev bygget af Djævelen på en enkelt nat!

Om eftermiddagen flyver vi fra Madrid tilbage til Danmark.

Har du brug for hjælp?

Kontakt Best Travel

Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt.

Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.

Din henvendelse