Inkluderet i prisen
DIREKTE fly til Delhi t/r inkl. bagage
Lufthavnstransfer t/r
Bustransport i Indien
Tog Delhi-Ajmer (Executive chair car)
Tog Jaipur-Agra-Delhi (Chair car)
10 overnatninger på hotel:
11 x morgenmad
4 x frokost
10 x middag
Udflugter iflg. program m/entré til:
Engelsktalende lokalguide
Erfaren dansk rejseleder
Øvrige måltider og drikkevarer
Drikkepenge
Afbestillings- og rejseforsikring
Visum til Indien
Dobbeltværelse som eneværelse kr. 4.995
Fast plads i bussen kr. 200-300
Ekstraudflugt: 5 o’clock tea på Samode Haveli kr. 275
Mod Indien
DIREKTE fly fra Danmark til Indien.
Velkommen til hovedstaden Delhi
Old Delhi og New Delhi udgør tilsammen Indiens hovedstad. Om morgenen lander vi i Delhi - verdens 2. største by. Vi kører til vores lækre 5-stjernede hotel, hvor vi skal bo i 2 nætter. Vi tager det roligt efter den lange flyrejse, så vi hurtigt kan vænne os til tidsforskellen. Efter hotellets flotte morgenmad er der tid til afslapning - måske en lur eller en tur til hotellets swimmingpool, inden vi om eftermiddagen besøger det nærliggende smukke Lotustempel eller Bahá’í templet, som det også hedder – et sandt arkitektonisk mesterværk. Templet er formet som én stor lotusblomst med kronblade i hvidt marmor. Templet er omgivet af 9 kunstige damme, der understøtter illusionen om en flydende lotusblomst. Templet er åbent for alle trosretninger – her kan man bede eller meditere i stilhed. Bahá’í er en synkretistisk religion, hvor humanisme, tolerance og fred fremhæves. Religionen har hovedsæde i Haifa i Israel.
Om aftenen nyder vi hotellets lækre buffetmiddag.
Farverige Delhi
Efter morgenmad tager vi på en spændende byrundtur i den gigantiske storby, der spreder sig over et kolossalt område. Vi fornemmer hurtigt livet i den vidunderlige kaotiske hovedstad med hektiske gader, biler, scootere, autorickshaws, streetfood-sælgere, markedshandlere, køer, aber og et mylder af mennesker, der drøner rundt imellem hinanden. En skøn blanding af det ældgamle og det hypermoderne. Uanset om du vil elske eller hade det, er byens rytmer umulig at ignorere.
I hjertet af Old Delhi besøger vi Indiens største moské, Jama Masjid, der kan rumme 25.000 mennesker. Den flotte marmor- og rødstensbygning kaldes også for Fredagsmoskéen, og var Shah Jahans sidste arkitektoniske triumf. (Ingen adgang med bare ben. Skoene må ikke medtages, men holdes under opsyn ved indgangen).
Det er en sjov oplevelse at køre med rickshaw (cykeltaxa) gennem den gamle bydels smalle gader med farverige butikker og markeder.
Efter en dejlig frokost på en hyggelig lokal restaurant fortsætter vi i vores bus forbi den 42 meter høje triumfbue, India Gate, der blev opført til minde om de faldne soldater under 1. Verdenskrig. På turen passerer vi også den store Connaught-plads og præsidentpaladset.
Om aftenen hygger vi os med hotellets dejlige middag.
Rajasthans hellige by Pushkar
Tidligt om morgenen kører vi til banegården, hvor hundredvis af mennesker fra alle samfundslag mødes for at køre med de indiske jernbaner på kryds og tværs af landet. Vores rejseleder fører os til vores togvogn ”Executive chair car” med aircondition, som rummer nogle af togets bedste pladser. Undervejs hygger vi os med hotellets morgenmadskasse, og har samtidig god tid til at nyde landskaberne, der i en lind strøm glider forbi udenfor togets vinduer. Den indiske hverdag foregår i det offentlige rum, og turen giver et væld af indtryk. Efter næsten 7 timers afslappende togrejse når vi byen Ajmer, hvorfra vi i egen bus fortsætter de sidste 20 km til den hellige by Pushkar.
Pushkar ligger i et smukt landskab omgivet af mindre bjerge. Pilgrimsbyen omkranses af Indiens helligste sø. Ifølge hinduerne var det her, søen blev skabt, da guden Brahma lod et lotusblad falde ned på stedet. For indiske pilgrimme er det vigtigt at tage et bad i søen, og der findes derfor 52 ghats (trappenedgange til Pushkar-søen), hvorfra man kan bade. Året rundt er her hinduistiske pilgrimme, og mange vælger at blive gift i disse romantiske omgivelser. Næsten døgnet rundt høres trommer, sange og klokker omkring søen fra de talrige templer.
I Pushkar nyder vi en frokost, inden vi kører videre gennem byen, hvor vi ser hellige køer nyde godt af gadernes søde efterladenskaber! Blot 3 km fra byen – og vi befinder os i en helt anden verden med fred og ro, hvor vi skal bo midt i naturen i en meget populær luksus-camp i 2 nætter.
Om aftenen nyder vi campens telt-restaurants meget lækre retter, inden vi ved bålet overværer en flot performance med indisk musik og dans. Læg mærke til, hvordan dansen består af komplicerede små bevægelser med fingre, arme og ben – og ikke mindst hovedet, som kræver mange års træning.
Pushkars hellige templer
Vi står tidligt op, og kører ind til Pushkar-søen for at opleve morgensolen danse over bjergene og samtidig mærke, hvordan byen langsomt vågner op.
Pushkar-søen omtales adskillige steder i de hellige hinduistiske tekster. Folk fra hele landet kommer her for at tage en dukkert i den hellige sø, men at tage et bad i månederne Kartik (oktober-november) under Pushkar-messen anses for at have særlig betydning, for her vaskes alle synder og kropslige lidelser væk. Pushkar-søen tælles blandt verdens 10 mest religiøse steder. Den spirituelle atmosfære er en fantastisk oplevelse, og giver en spændende indsigt i den hinduistiske tro og praksis. Pushkar er et meget eksotisk bekendtskab.
Engang var der mange krokodiller i søen, den sidste er udstoppet og opbevaret ved en af søens ghats. Det siges, at dens mave var fyldt med guld- og sølvsmykker! Religiøse mænd binder et rødt bånd om håndleddet på de besøgende som tegn på, at man har besøgt Pushkar-søen (Undlad at få et bånd om håndleddet - der skal ofte betales et større gebyr!).
Vi tager svævebanen op til Saraswati-templet, hvorfra der en enestående udsigt over søen. Det populære tempel er dedikeret til Saraswati - en af Brahmas koner. Hun er gudinde for kunst og viden, og omtales i utallige gamle hinduistiske fortællinger. Mange forfattere, kunstnere, musikere og malere kommer her for at bede til gudinden.
Herefter besøger vi pilgrimstemplet Brahma, der er malet i blå og orange farver. Skabelsesguden Brahma afbildes med 4 hoveder og flere arme stående på en lotusblomst.
Lidt kongelig har vi vel lov at være - for vi skal spise en vegetar buffetfrokost ved søens eventyrlige heritage-hotel, som engang var et maharaja-palads. Bygningen blev opført for 400 år siden med særegen arkitektur, håndværk og kongelig komfort i traditionel Rajasthani-stil.
Hotellet ligger vidunderligt med direkte udsigt over den hellige sø. Derefter går vi en lille tur gennem byens hovedgade, der er én lang basar, hvor alt sælges fra tøj til et virvar af religiøse souvenirs.
Resten af dagen er afsat til afslapning i campen, inden vi nyder restaurantens skønne middag.
Den lyserøde by Jaipur
Efter morgenmad kører vi 150 km i vores egen bus til Rajasthans største by, Jaipur, hvor man næsten føler sig hensat til 1001 nats eventyr. Den gamle bydel er spækket med arkitektoniske vidundere, og de farverige gader er berusende – det oser af gammelt og nyt. Jaipurs majestætiske fortid møder os overalt.
Byen blev grundlagt i 1727 og var et stærkt handelscenter og hjemsted for kunstnere og håndværkere, som det stadig er i dag. Hele den gamle bydel har fået tilnavnet ”Den lyserøde by” efter bygningerne blev malet som en velkomst til prins Albert under hans besøg i 1853. Den gamle bydel dækker et område på ca. 12 km, og alle bygningerne males fortsat i den brændte gyldne farve.
Efter ankomst besøger vi Jantar Mantar, som er et observatorium, hvor man med nøjagtighed kunne måle solens, månens og stjerners stilling. De fascinerende instrumenter ligner en samling bizarre kæmpeskulpturer, men er beviset på datidens store viden – og er naturligvis med på Indiens liste over UNESCOs verdensarvssteder.
En af byens mest kendte bygninger er uden tvivl Hawa Mahal – Vindenes Palads, som blev bygget i 1799. Som en delikat bikubeformet bygning rejser den særprægede bygning sig i smukke lyserøde farver i 5 svimlende etager. Den luftige facade nærmest stirrer på gadelivet udenfor! Fra de 365 vinduer med en lille baldakin kunne maharajaens haremskvinder sidde og studere livet – uden selv at blive set. Smalle korridorer og gange fører op til toppen, hvorfra der er en fantastisk udsigt over City Palace og Jantar Mantar. Hvis bygningen kunne tale, ville den rumme mange spændende historier!
Igen skal vi forkæles, for vi skal bo 3 nætter på et lækkert hotel med service i højsædet. Vi hygger os med middag i hotellets dejlige restaurant.
Maharajaens Jaipur
Jaipur er porten til Indiens mest pompøse og majestætiske fortid. En interessant formiddag venter i City Palace, der har flere gårdhaver, bygninger og pavilloner. Paladset ligger i hjertet af byen, og er et enestående symbol på byens storhedstid. City Palace blev oprindelig bygget, fordi man ønskede at flytte Rajasthans gamle hovedstad Amber til Jaipur. Så snart man træder ind i paladset, overraskes man af dets skønhed.
Kongefamilien bor her stadig. Den 25 årige Padmanabh Singh er Jaipurs Maharaja. Selvom fyrstelige titler er blevet afskaffet i Indien, blev han som kun 12-årig uofficielt indsat som byens fyrste, da nogle familiemedlemmer ønskede at bruge de gamle titler for at bevare traditionerne og opretholde familiens rigdom. Familien udlejer ofte store dele af paladset til kendisser og rige familiers bryllupsfester - så er vi heldige får vi et indblik i bryllupsforberedelser - eller måske et glimt af et medlem af Maharaja-familien!
Jaipur er kendt for kunsthåndværk. Vi besøger derfor en spændende tæppefabrik, hvor man fremstiller håndknyttede tæpper af høj kvalitet i alle størrelser og farver. Fabrikken er særlig berømt for sine flotte ”Vindenes Palads-tæpper”, hvor de mange vinduer er afbildet på kunstnerisk vis. Her laver man også smukke duge og sengetæpper med håndgjort stoftryk, som Jaipur gennem århundreder har været kendt for. Her er god mulighed for at købe flot kunsthåndværk, men det forventes ikke, at man køber et tæppe med hjem. Køber du, så husk at prutte om prisen!
Resten af dagen er til fri disposition. Vi foreslår, at du nyder hotellets lækre omgivelser - snup måske en dukkert i poolen!
Om aftenen nyder vi atter en dejlig middag på hotellet.
Den gamle hovedstad Amber
Lidt udenfor Jaipur ligger stjerneattraktionen Amber Fort, der naturligvis er beskyttet af UNESCO. Med firehjulstrækkere kører vi gennem byens smalle og stejle gader - op til det kæmpestore fort, der er kendt for sit enestående arkitektur – en fantastisk blanding af arabisk og indisk byggestil med labyrintiske passager, elegante haller, søjler og smukke prydhaver. Paladset opdeles i 4 sektioner med hver sin gårdhave. At være på rundvisning i et af verdens smukkeste bygninger er som at gå rundt i en drømmeverden. Kunne tiden stå stille, skulle det måske være her? Den mest udsøgte del af fortet er Sheesh Mahal – Spejlsalen, hvor væggene er dækket med indviklet spejlarbejde, og dekoreret med delikate blomstermotiver af glas.
Inden vi kører ned fra toppen i jeeps, besøger vi også det afsondrede kvindeområde, hvor værelserne var indrettet, så maharajaen kunne tage på natlige besøg i sine koners respektive kamre – uden at de andre vidste det, da værelserne var selvstændige, og kun åben ud til en fælles korridor.
Om aftenen hygger vi os med middag på hotellet og tid til at dele dages oplevelser.
Ekstraudflugt: 5 o’clock tea på Samode Haveli
Hold eftermiddagen fri til egne oplevelser eller tag med til det fremragende heritage luksushotel Samode Haveli i Jaipur. Huset blev bygget for 175 år siden som den kongelige families palæ, og afspejler derfor stil og elegance i særklasse. Afternoon tea er ikke kun en engelsk tradition, men er siden kolonitiden også elsket af mange indere, der nyder en kop ”chai” med lækre snacks. I hotellets meget smukke blomsterfyldte have nyder vi stilheden i de dejlige omgivelser.
Togrejse til Agra
Om morgenen rejser vi igen i Indien på skinner. På blot 4 timer ankommer vi til Agra med Indiens hurtigtog med aircondition. Vi sidder på Chair Car-klassen, der hører til nogle af togets bedste pladser.
Efter ankomst aflægger vi et livsbekræftende besøg på byens ”Mother Teresa’s Missionaries of Charity” hjem, som åbnede i 1981. Her bor 50 forældreløse børn og 71 ældre kvinder med forskellige handicaps. Døgnet rundt tager 31 medarbejdere og 10 nonner sig af børnenes opdragelse og trivsel med mad, tøj - og ikke mindst kærlighed. Vi er velkomne, og går en lille rundtur, så vi med egne øjne kan observere den ubetingede kærlighed og pleje, beboerne får her midt i en fattig verden. Et besøg af os opfattes som vi viser respekt for den prisværdige indsats.
Har du lyst og mulighed for at give en lille donation, vil det gøre en kæmpe forskel og blive værdsat, så det gode arbejde kan fortsætte. Her gør smil underværker. Mother Teresa (1910-1997) viede sit liv for at tjene de sultne og hjemløse – hun ville hjælpe alle, der var uønskede og uelskede. Da hun døde arbejdede ”Missionaries of Charity” i 123 lande med over 610 hjem. Moder Teresas slogan var: "Der er ingen store ting, kun små ting med stor kærlighed". Moder Teresa har stor betydning i Indien, og selv om det kan gøre ondt at opleve de forældreløse børn, skal der ikke herske tvivl om, at arbejdet gør en enorm forskel.
Herefter kører vi til vores elegante hotel, hvor vi skal bo 2 nætter. Om aftenen venter middagen på hotellet.
Kærlighedssymbolet Taj Majal & Det Røde Fort
Ved solopgang besøger vi en af verdens smukkeste seværdigheder, Taj Mahal. Gravmælet ligger ud mod Yamunafloden – en biflod til den hellige Gangesflod.
Shah Jahan (1592-1666) var en kulturinteresseret enehersker, der gjorde alt for at demonstrere ydre magt. Han sammenlignes ofte med Solkongen – Ludvig 14.
Shah Jahan forelskede sig i Mumtaz Mahal, og de fik et næsten overjordisk lykkeligt ægteskab, som fik en brat afslutning, da hun døde kun 38 år gammel efter den 14. graviditet. Shah Jahan ønskede at opføre et uforgængeligt bevis på hans grænseløse kærlighed til hans yndlingshustru. Opførelsen af Taj Mahal varede i 22 år, og det anslås, at 20.000 var beskæftiget med byggeriet.
I århundreder har tusinder fra hele verden valfartet til Indien for at beundre det underskønne gravmonument. Taj Mahal er et sandt kærlighedsdigt i blændende hvid marmor, der den dag i dag regnes for et af verdens største arkitektoniske vidundere. Taj Mahal er naturligvis opført på UNESCOs Verdensarvsliste, og kåret som en af verdens 7 Nye Vidundere.
Vi har god tid til at studere stenhuggernes mesterværk med storslået ornamentik. Blomstermotiver og passager fra Koranen lægger man først mærke til, når man er tæt på. Den strålende hvide marmor er prydet med halvædelstene som jaspis, karneol, malakit m.m. Vi beundrer haverne og den bemærkelsesværdige kuppel. Taj er bygget i persisk stil med perfekt symmetri og omgivet af 4 slanke minareter.
Vi har alle set, hvordan verdensberømte personer har poseret for enden af pryddammen foran Taj – nu er vi her selv! En fantastisk morgen, der udstråler ro og harmoni. Selvom der kommer mange mennesker, mærker man det næsten ikke – alt er organiseret på en fremragende måde.
Efter besøget venter en tiltrængt morgenmad på hotellet.
Traditionen med marmorudskæringer som ved Taj Mahal er holdt i hævd i Agra. Det er meget imponerende at se, hvordan det krævende kunsthåndværk udføres på et af byens værksteder.
Det Røde Fort blev primært bygget til militæret, og en stor del i dag bruges stadig til dette formål. Den paladsagtige fæstning er en labyrint af bygninger af røde sandsten og marmor, der nærmest danner en by i byen. Det er en forbløffende oplevelse at besøge Det Røde Fort, hvor Shah Jahan sad fængslet de sidste 8 år af hans liv efter hans søn Aurangzeb tog magten, men han kunne dog nyde synet af Taj Mahal med hans kones grav fra Det Røde Fort.
Om aftenen nyder vi hotellets middag.
Togtur tilbage til Delhi
En ny togforbindelse til Delhi betyder, at vi undgår mange timer i bus med forsinkelser på grund af trafikpropper undervejs. Om formiddagen kører vi på blot 2 timer med Vande Bharat Express-toget med aircondition til Delhi. Efter ankomst til byen hygger vi os med en meget lækker frokost på en kunstnerisk lokal restaurant - kokkens bud på moderne indiske retter.
Vi indkvarteres på vores dejlige hotel for en enkelt nat, hvor du kan slappe af resten af eftermiddagen, inden vi byder på middag på hotellet.
Hjemrejse
Det er tid til at tage afsked med Indiens farverige verden, som man hurtigt kan blive afhængig af. Mange vender tilbage igen og igen, for at opleve mere af farverige Indien. Vi flyver fra Delhi DIREKTE tilbage til Danmark.
Kontakt Best Travel
Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt.
Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.