Mainau
Udsigt over Bodensøen fra Pfänder
Dinkelsbühl

Tyskland

Bodensøen i blomst

Pris pr. person fra
kr. 10.995

Bodensøen er uovertruffen når det gælder storslåede sø- og Alpepanoramaer. Men ikke kun det! For det er områdets mangfoldighed som gør Bodensøen så tiltrækkende: mildt klima, pulserende havnebyer, maleriske gamle huse, barokke pragtbygninger og ikke mindst millioner af blomster. Et meget varieret udflugtsprogram, som altid køres med vores kyndige rejseleder, gør rejsen til en uforglemmelig oplevelse. Tyskland krydret med et gran Schweiz og Østrig – det er Bodensøen!

Den 536 km2 store sø er den 3. største i Centraleuropa. Med en sådan størrelse er det ikke så underligt at tyskerne fra den tilstødende region Schwaben kalder Bodensøen for ”Det Schwäbiske Hav”. Vandet er så rent så det faktisk har drikkevandskvalitet. Grænsen mellem Tyskland, Østrig og Schweiz forløber midt i søen, dog uden at man er helt enig om, hvor den egentlig ligger. Vandtilførslen får den af Rhinen, der på sin vej fra Skt. Gotthardmassivet til Nordsøen løber igennem Bodensøen. Ved Stein am Rhein har den overvundet det imponerende fald ved Schaffhausen, som på denne rejse udgør et af højdepunkterne.

Idet den ligger i læ af Alperne er Bodensøen begunstiget af det milde middelhavsklima med op mod 2000 solskinstimer om året. Det gør området utrolig velegnet til dyrkning ikke kun af vin men også af blomster. Vi får rigtigt syn for øje når vi besøger den helt enestående blomsterø Mainau. Grevefamilien Bernadotte har her skabt et fantastisk blomsterparadis, som hele året rundt er fyldt med millioner af farverige blomster. Om foråret kan man nyde tulipaner og andre forårsblomster. Sommeren tilhører roserne. Efteråret domineres af de artsrige asters. Og om vinteren kan orkideerne beundres. Det er svært ikke at blive betaget af så meget blomsterrigdom.

De små havnebyer langs med Bodensøen nordlige kyst ligger som perler på en snor. Hver af dem har sin egen karakter og er prydet af velbevarede velholdte huse fra forgangne århundreder. Området har pga. naboskabet til Schweiz været helt forskånet for krigens ødelæggelser, hvorfor vi stadigvæk finder så fine velbevarede historiske bygninger. De blomsterpyntede søpromenader med cafeer og hyggelige havnemiljøer udgør en helt speciel charme.

Vi skal bo på den tyske side i den lille charmerende by Meersburg, der bare oser af atmosfære. Jufa Hotel er ikke noget luksushotel, til gengæld ligger det centralt midt i smørhullet, kun en kort gåtur gennem den gamle bydel fra søpromenaden. Hotellet er moderne indrettet, med store værelser og stor vægt på bæredygtighed. Her serveres hver dag en dejlig morgenbuffet og middag. Meersburg er det perfekte udgangspunkt for vores udflugter til de nærliggende seværdigheder, hvor vandvejen oftest er den korteste afstand. Fra søen har man den bedste udsigt over Alpernes høje tinder. Et panorama man sent glemmer.

Bodensøen i blomst 2023

Rejseplan

  • Dag 1 - Lüneburger Heide – Overnatning i Midttyskland
  • Dag 2 - Dinkelsbühl
  • Dag 3 - Meersburg
  • Dag 4 - Birnau og Mainau
  • Dag 5 - Reichenau – Konstanz – Schaffhausen – Stein am Rhein
  • Dag 6 - Lindau – Bregenz – Pfänder - Romanshorn
  • Dag 7 - Donaueschingen – Speyer – Midttyskland
  • Dag 8 - Heidegarten – hjemkomst
Hent pdf-udgave af rejsen
Stepmap Map Bodens En I Blomst 2023

Inkluderet i prisen

Kørsel i 5-stjernet bus

Gratis kaffe på ud- og hjemrejse samt adgang til wi-fi og usb-strømstik i bussen

5 overnatninger på 3* JUFA Hotel i Meersburg

2 overnatninger i Midttyskland

7 x morgenmad

4 x frokost

7 x aftensmad

Udflugter ifølge program inkl. entreer og omvisninger

Sejladser jf. beskrivelse

Erfaren dansk rejseleder

Ikke inkluderet i prisen

Drikkevarer og øvrig forplejning

Drikkepenge

Turistskat

Afbestillings- og rejseforsikring Læs mere

Eneværelse kr. 1.845

Fast plads i bussen kr. 200-300

Dag 1

Lüneburger Heide – Overnatning i Midttyskland

2002 Fruehling Lueneburger Heide Fachwerkgiebel Azaleen Lila

Efter endt opsamling sætter vi kursen mod Tyskland i vores moderne 5-stjernede bus med alle faciliteter, behagelige sæder og god benplads. Der er adgang til wi-fi og strømstik i bussen, samt gratis kaffe. Vores første stop bliver i Nordtyskland, hvor vi spiser frokost på en typisk restaurant i Lüneburger Heide. Efter et godt måltid mad bliver der lidt tid til at strække ben. Med passende pauser undervejs kører vi herefter mod vort gode overnatningssted i Midttyskland, hvor aftensmaden venter.

Dag 2

Dinkelsbühl

Efter et rigt morgenbord køres sydpå til den lille by Dinkelsbühl. Et stort tysk rejsemagasin har erklæret den gamle bykerne som den smukkeste Altstadt i Tyskland. Vi har god tid til at se nærmere på den velbevarede gamle by, fyldt med flotte bindingsværkshuse og omgivet af en bymur.

Efter frokost i byen kører vi de sidste kilometer til Meersburg, hvor vi skal bo de næste 5 nætter på et moderne hotel midt i den historiske bykerne. Middag serveres alle aftener på hotellet.

Dag 3

Meersburg

I dag ser vi nærmere på vores egen vidunderlige by, Meersburg, som ligger smukt ved Bodensøens bredder. Først går vi en orienteringstur i nederste niveau, som kaldes ”Unterstadt”. Her er det især søpromenaden med sine palmer, blomster og den livlige havn, der præger billedet. Men også et fint udvalg af butikker kan friste.

Ad små gader bevæger vi os langsomt op til  ”Oberstadt”, som er den gamle del af Meersburg. Undervejs passerer vi blandt andet Tysklands ældste fungerende møllehjul. Byen domineres af den ældste, stadigvæk beboede borg i Tyskland og det forhenværende Residensslot. Turen belønnes med en uovertruffen udsigt. Det tog 50 år at bygge slottet til Fyrstebiskoppen, som regerede over det største bispedømme nord for Alperne. Udvendigt som indvendigt er det imponerende. Vi besøger slottet med en engelsk- eller tysktalende guide og lader os imponere af de smukke loftsmalerier.

Frokost er på egen hånd. Der findes masser af små listige steder i byen, og nogle har terrasser med den skønneste udsigt over søen.

Om eftermiddagen mødes vi igen for at besøge det moderne oplevelses-museum Vineum i Meersburg. Omkring den gamle vinpresse fra 1607 har man skabt et helt specielt interaktivt univers, som ikke kun fortæller alt om vinen, der omgiver Meersburg, men også aktiverer vores sanser. Vi får en spændende rundvisning med forklaring på tysk. Og med så meget viden om vin kan man godt længes efter et glas. Derfor slutter vi besøget af med smagning af områdets 3 vine.

Meersburg
Meersburg
Meersburg
Dag 4

Birnau og Mainau

Med bussen kører vi ikke ret langt før vi når til klosterkirken Birnau, som besøges. Den barokke basilika er overvældende, for her er engle, guld og snørkler forenet til et stort kunstværk.

Resten af dagen er der dømt blomster, blomster og atter blomster, der udfolder deres skønhed i smukt anlagte farverige bede med Bodensøen som kulisse. Vi skal nemlig besøge øen Mainau, hvor grevefamilien Bernadotte har deres residens, og hvor de gennem  mere end 150 år har dyrket deres passion for havekunst.

Ikke kun blomster findes på øen, men også Tysklands næststørste sommerfuglehus med tropiske vækster og fantastiske sommerfugle, som man på ingen måde må gå glip af.  På fint anlagte stier gennem parken kan man vandre gennem landskabet, tage et hvil på en bænk og nyde synet af de yndige blomster, studere havearkitektur eller spise frokost på en af restauranterne. Frokost er denne dag ikke inkluderet.

Efter en så oplevelsesrig dag er det rart at slappe af på passagerbåden, der på 20 minutter sejler os direkte fra Mainau til Meersburg. 

Dag 5

Reichenau – Konstanz – Schaffhausen – Stein am Rhein

Vi tager færgen over til Konstanz for at køre til klosterøen Reichenau. Her grundlagde Benediktinermunke et kloster i 700- tallet, opførte flere kirker og dyrkede jorden. Den dag i dag er øen en vigtig leverandør af frugt og grøntsager. I år 2000 kom hele øen med bl.a. klosterkirken St. Georg i selskab med verdens mest betydningsfulde bygningsværker og gælder som verdenskulturarv. I St. Georg kirken kan man beundre ualmindelig velbevarede kalkmalerier, der gælder som enestående for denne epoke. I 400 år var de skjult under et tykt lag maling.

Efter besøget ser vi nærmere på Konstanz, som er den største tyske by ved søen. Byen har ikke kun smukke gamle huse, men er også kendt for at være den bedste handelsby ved søen. I havnen står frivole Imperia og erindrer om pavevalget i Konstanz, der var det eneste nord for Alperne.

Herefter er der god tid på egen hånd til at udforske byen og finde et frokoststed. Er man frisk kan man bestige Konstanzer Münsters 78 m høje kirketårn. Efter 193 trappetrin belønnes man så med den flotteste udsigt over Bodensøen. Frokost på egen hånd.

Turen fortsætter til Schaffhausen, hvor vi beundrer det buldrende naturskuespil når Rhinen brager ned fra 23 meters højde. På en kort sejltur oplever vi Rhinfaldet på meget tæt hold.

Vi passerer grænsen og kører ind i Schweiz. Eftermiddagspausen holdes i den yndige lille schweiziske by Stein am Rhein, der inviterer til en spadseretur mellem smukt dekorerede middelalderhuse.

Reichenau St Georg
Konstanz
Rheinfall
Dag 6

Lindau – Bregenz – Pfänder - Romanshorn

Vi kører mod øst til en af Bodensø-perlerne, den maleriske by Lindau. Byen ligger på en ø og er forbundet med fastlandet via en dæmning. Lindau er især kendt for at have det bedste alpepanorama, men også for sin fine gamle bykerne og nobelpristagerstien. Det var greve Bernadotte, der grundlagde Nobelpristagerkongressen, som siden 50’erne afholdes hvert år i Lindau.

Næste stop bliver den østrigske by Bregenz. Med gondolbanen Pfänderbahn går det op i 1022 meters højde. Her der er mulighed for at spise frokost (ikke inkl.) i selvbetjeningsrestauranten. Fra toppen af Pfänder har man en helt enestående udsigt ud over søen og alperne. I ordets bedste forstand er dette et højdepunkt på turen.

Vi følger søen ind i Schweiz til Romanshorn, hvor vi tager færgen over til Friedrichshafen og kører derfra tilbage til vor egen by.

Dag 7

Donaueschingen – Speyer – Midttyskland

Donaueschingen 1 1
Speyer 1 1

Vi forlader Bodensøen og holder pause i Donaueschingen for at tage et hurtigt kig på Donaukilden. I den flotte domkirkeby Speyer besøger vi kirken, der i 300 år har været gravkirke for de tyske kejsere. Den blev grundlagt i 1030 og er den største romanske kirke i Europa med enestående billedhuggerkunst fra denne tid. På denne baggrund er kirken erklæret UNESCO verdenskulturarv. Frokost spises på en restaurant midt i byen.

Sidste overnatning på denne rejse bliver på et godt hotel i udkanten af Alsfeld.

Dag 8

Heidegarten – hjemkomst

I Lüneburger Heide holder vi frokostpause på en lokal restaurant. Hvis tiden tillader det, kigger vi indenfor i Heidegarten, der er smukt anlagt med lyngplanter i forskellige farver, inden vi fortsætter hjemrejsen til Danmark.

Busopsamling - bus fra Sjælland

SJÆLLAND AFREJSE HJEMKOMST
Roskilde - Busstoppested, Ny Østergade 2 05.50 22.30
Lyngby Station - Jernbanepladsen 1 06.30 21.55
Flintholm Station - Grøndals Parkvej 81 06.50 21.35
Køge - Busholdeplads Køge Nord Station 07.25 21.00
Ringsted - Busterminal, Jernbanegade 07.50 20.35
Næstved - Stationen ved Togbusskilt, Banegårdspladsen 10 08.20 20.05
Rasteplads afkørsel 38 Tappernøje - SYD ud - NORD hjem 08.50 19.35
Ravnse Parkering - v/ afkørsel 38 Nørre Alslev 09.10 18.55
P-plads afkørsel 48 Maribo - v/ Café Lysemose/Nørresø 09.35 18.30
Rødby Færgehavn - v/ Billetkontoret 09.50 18.15

Busopsamling - bus fra Jylland

JYLLAND AFREJSE HJEMKOMST
Aalborg Øst Pendlerparkering, Universitetsboulevarden 06.30 21.15
Haverslev Penderparkering - v/ afkørsel 33 06.55 20.50
Randers Station, Jernebanegade 29 07.30 20.15
OK Truck Diesel, Tilst - v/ afkørsel 47 08.00 19.45
Vejle Transportcenter, DTC Torvet 37 09.00 18.45
Kolding Banegård, Nordkajen 09.40 18.05
Shell/7-Eleven, Aabenraa N - v/ afkørsel 70 10.25 17.20
OK Plus Padborg, Lejrvejen 12 Padborg 10.45 17.00

Har du brug for hjælp?

Kontakt Best Travel

Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt.

Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.

Din henvendelse